Amager Strandpark rundt

ARKs logo som også er link til forsiden

Bliv medlem af ARK

At være medlem af Amager Ro- og Kajakklub er mere end bare at ro kajak, inrigger eller sculler. I sidste ende handler det om oplevelser sammen med andre mennesker og om at bruge sin krop aktivt.

Det kan være at danse til den lyse morgen til en af klubbens fester eller bruge samme morgen til en rotur inden man tager videre på arbejde.

Det kan være at tage til løb og give alt hvad man har i sig eller at hygge-ro en tur til iskiosken ved Langelinje.

Det kan være at tage ud og cykle, løbe, svømme, rulle på rulleski eller noget helt femte med nogle af de andre fra klubben, men det kan også være at grille og spise om kap med myggene, på en stille, varm sommeraften mens solen går ned bag Ørstedsværket.

Og det kan være noget helt andet, noget helt nyt, noget ingen nogensinde har gjort før.

Bådtyper

I ARK kan du lære at ro i forskellige typer af både. Du kan ro i kajak, sculler og inrigger. De forskellige både har forskellige kvaliteter så hvis du vil have størst muligt glæde af klubben, sørger du for at blive frigivet i alle bådtyperne. Typisk foregår det ved at du bliver man instrueret i den ene bådtype det første år og de andre bådtyper årene efter.

Læs om inriggeren her
Læs om kajakken her
Læs om sculleren her

Instruktion

Hvis du aldrig har prøvet at ro før, skal du på et instruktionskursus. Vi holder kurser både for kajak og for inrigger.

Inriggerinstruktion starter i begyndelse af april og kajakinstruktion omkring 1. maj, når vandet ikke længere er alt for koldt, og så vi samtidigt kan nå at frigive alle inden sommerferien.

Hvis du er interesseret, så udfyld vores optagelsesansøgning. Deadline for ansøgning til instruktion i 2024 er 14. april.

Ved spørgsmål om instruktion kan du kontakte rochefen (inrigger) eller kajakchefen (kajak).

Åbent hus

Vi holder åbent hus tirsdag d. 2. april og torsdag d. 4. april, begge dage kl 18.00. Her vil du få mulighed for at se klubben og møde nogle af medlemmerne. Åbent hus i ARK tager 1-1½ time, først med lidt fælles introduktion til klubben og instruktion i de forskellige bådtyper, efterfulgt af spørgsmål og rundvisning.

Frigivet

Når du har gennemgået instruktionskurset bliver du frigivet som roer, og kan nu tage ud at ro lige så meget du har lyst til og på de tidspunkter der passer dig. Er du allerede frigivet fra en anden klub behøver du ikke tage instruktionskurset igen. I stedet kan man ansøge om at blive overflyttet. Bemærk, at vi grundet begrænset kapacitet i klubben ikke kan optage alle ansøgere.

Ansøg om indmeldelse som frigivet i inrigger/sculler.
Ansøg om indmeldelse som frigivet i kajak.

Børne- og ungdomsroning

Børn og unge skal ikke på instruktionskursus men skal blot dukke op til en af de faste træningsdage.

For børn er der fast træning hver lørdag, med et team af trænere.
Læs mere om børneroning her

For unge er der også faste træningsdage med træner, men også dage hvor man bare tager ud at træne med de andre ungdomsroere.
Læs mere om ungdomstræning her