ARKs logo som også er link til forsiden

Om inriggeren

Inriggeren er en relativ bred bådtype, som er bygget af træ. Den er søstærk og dermed velegnet til at ro længere ture på åbent hav, men i Københavns Havn, hvor den forholdsvise stærke trafik kan skabe uroligt og oprørt vand, er inriggerens sødygtighed også en stor fordel.

Roerne ror med ryggen mod stævnen og hver roer har en åre. I bådens agter sidder en styrmand, og man skiftes til at være styrmand.

Der findes to typer af inriggere. En 2-åres hvor man er to der ror og en der styrer og en 4-åres hvor man er fire der ror og en der styrer.

Kaproning

Selvom inriggeren ikke er optimeret til høj fart benyttes den også til kaproning. Der afholdes, hvert år, en turnering hvor både fra de københavnske roklubber  ror om kap over 6-8 gange i løbet af sommeren. Løbene, som er på ca. 10 km, henvender sig til alle bare man ikke er bange for at få lidt sved på panden; heraf løbets navn "Sved På Panden". 

Er man mere ambitiøs afholdes der også langdistance løb, hvor man f.eks. ror fra Karlebo til ARK og tilbage igen. Det kan godt give en enkelt vabel eller to.

Langture

En af inriggerens store kvaliteter er at den kan bruge til langture over flere dage. I bagenden og forenden har inriggeren et skot hvor man kan havde oppakning. Typisk har vi taget til den svenske skærgård eller til det sydfynske øhav. For et par år siden var der en gruppe der roede fra Prag og tilbage til København, men mindre kan også gøre det.